Sikker solbeskyttelse: Køb solcremen hjemmefra

Den utilregnelige danske sommer får mange til at flygte til varmere himmelstrøg. Her er man sikret varme og masser af sol, og specielt det sidste kan være problematisk for den lyse, danske hud. Den solcreme, man køber i udlandet, er nemlig ikke altid så god, som den man køber hjemmefra.  

Danskerne elsker solen, og flere og flere vælger at rejse oversøisk eller til fjerne lande.  Rejser til Amerika, Australien, Asien eller Afrika er ikke længere væk end et klik med musen, og prisen er ikke meget højere end en almindelig charterrejse. Mange vælger at købe solcremen lokalt, når de rejser på ferie. Og det er en rigtig dårlig ide, for ofte er standarden for solcreme lavere i de fjerne lande, end den man bruger i EU.

”I Norden er vi med vores lyse hud ekstra følsomme overfor solen. Samtidig rejser vi ofte på ferie til steder med ekstrem stærk sol. Det skal vi tage højde for, når vi køber solcreme. Hvis man vil være sikker på at få en solcreme, der beskytter effektivt, så skal man købe en, der lever op til EU’s retningslinjer vedrørende solprodukters UVA- og UVB-beskyttelse”, siger Helle Husted, adm. direktør hos Cosmea ACO, der producerer en stor del af de solcremer, som bliver solgt på apoteket i Danmark.

Svært for forbrugeren at vælge solcreme
Det bedste er at få fat på en solcreme hjemmefra, som man kan stole på, og som lever op til EU’s retningslinjer. Også selv om man bare skal til Tyrkiet eller Grækenland, kan det være en god ide at købe solcreme inden afrejsen – gerne på apoteket. Her kan personalet rådgive om hvilken faktor der passer bedst til rejsemål og hudtype, og man undgår sproglige misforståelser og klodsede fagter.

”Vi oplever, at danskerne er blevet bedre til at købe solcreme med en høj faktor. Vores nye Cosmea solcreme med faktor 50 er en stor succes blandt børnefamilier, og det ser vi absolut som et positivt tegn på, at danskerne er blevet mere bevidste om solens farer. Og så gælder reglen med en håndfuld creme per krop altså stadigvæk, også selv om man bruger creme med høj faktor”, siger Helle Husted.  


EU’s retningslinjer om mærkning af solprodukter:

  • Solbeskyttelsesprodukter bør give både UVA- og UVB-beskyttelse
  • Følgende claims bør ikke anvendes – heller ikke på lokalt sprog:
    -  100 % protection, Sunblock, Total protection, All day protection
  • Produkterne bør kategoriinddeles: Low er solfaktor 6-10, Medium er faktor 15-25, High er faktor 30-50 og Very high er 50+.